Forårstur til Budapest

Så er vi i Budapest.  Vi ankom til vores hotel, Danubius Hotel Helia, i forgårs kl  23:00, og godt møre hoppede vi i høkassen med det samme.

Her til morgen stod vi op til den smukkeste udsigt over Donau og Magretheøen. vi bor ca 3 km fra centrum, så på med de gode vandresko, eller klipklapper for mit vedkommende, og afsted mod byen.

Det er rigtig forår i Budapest, og alting springer ud. Vi har haft 22 grader og sol hele dagen, så det har været fantastisk vejr at gå på sightseeing i.

Parlamentet

 

Vi gik langs Donau mod Parlamentet. Det er den smukkeste bygning, og når det er mørkt bliver den lyst op, så det ligner et slot fra et Disney eventyr. Konstruktionen af paladset tog 19 år og startede i 1885.  Du kan se kronjuvelerne der, men da Ungarns folkevalgte politikere har deres daglige gang i bygningen, er det ikke muligt at frit besøge parlamentet uden en guide.

Monumentet ved floden 

Ved Donau er der et gribende monument, nemlig en række sko lavet i jern. Skoene minder os om den terror, som det nazistiske Pilekorsparti udsatte jøder for efter magtovertagelsen i 1944. Tusindvis af jøder blev indfanget, og mens nogle blev sendt til udryddelseslejren i Auschwitz, blev andre ført ned til Donau og skudt, hvorefter de blev skubbet i floden.

Kædebroen og Budaslottet

Så gik turen over kædebroen til Buda siden. Kædebroen er 380 meter lang og var den første bro, der forenede de to bydele, Buda og Pest.  Vi havde lige et pitstop ved en lille cafe, inden turen gik op ad til Budaslottet, som har huset op til flere konger.

  

Fiskerbastionen og Mathiaskirken

Efter en skøn frokost tog vi op til Fiskerbastionen, som er en gammel fæstning der blev brugt som udkigspost. Den enorme bygning, der giver overblik over hele Budapest, ligger foran Mathiaskirken.

Gellert-Bakken 

Efter en pause på legepladsen, hvor Ida fik brugt lidt energi, tog vi en Hop-On bus over til Pest siden. Vi havde lige et stop på Gellert-bakken, for at  nyde den flotte udsigt ud over hele byen og floden. På toppen af bjerget ligger Citadellet, der er en gammel fæstning fra 1851, hvor der engang var udsigtsposter og kanoner.

Vi spiste aftensmad på en hyggelig lokal bistro, hvor vi fik Ungarske specialiteter i en 3 retters menu, øl, vin, sodavand, vand, kaffe og te for 550,- for 5 personer. Og det var så skøn mad og afslappet atmosfære. Nok et besøg værd imorgen 🙂

Så gik vi 4 km hjem, nogen i rask trav og nogen (mig) kom vraltende bag efter. Puha mine ben, ryg, arme og hoved kunne bare ikke mere…jeg var tæt på “slæb mig hjem” grænsen, så det skal jeg nok lige have i baghovedet imorgen 😉 #haderminsygdom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *